Chance for balance – kend dine værdier

Kend dine værdier – og gå efter dem

Artikel i JyllandsPosten d. 28. sept. 2006
Tag en blyant og noget papir og skriv så de værdier og ting op, som skal fylde i tilværelsen. Giv hver enkelt område karakter og fokuser på, hvad der er den rigtige balance for dig lige nu, opfordrer Stig Seberg.

AF JETTE MEIER CARLSEN

Inde i sit hoved har Stig Seberg et usynligt hjul, hvorpå der står opremset de værdier i tilværelsen, der betyder mest for ham. Hvert område er prioriteret med tal fra et til ti alt efter, hvor meget han ønsker, at netop den værdi skal fylde og forme hans liv.

Stig Seberg er 43 år og en mand med en vision.

En mand, der bestræber sig på at leve sit liv med konstant fokus på at få mere ud af det, som gør ham glad. Og det er ikke smarte fladskærme og dyre møbler. Ikke længere. Det er familiesamvær og de gratis stjernestunder, som kan være en cykeltur i skoven, et karbad eller en vild leg med børnene i haven i Skovlunde.

Sammen med sin kone, som arbejder på en medicinalfabrik, har Stig Seberg tre drengebørn på otte år og seks år. Han er uddannet merkonom i markedsføring og gjorde karriere i den hektiske IT-branche, lige indtil han fik børn og opdagede, at virksomheden og han havde vidt forskellig opfattelse af, hvor meget børn skal fylde og prioriteres.

Det kulminerede med en fritstilling, hvorefter han skruede ned for tempoet og forbruget, mens han gik i gang med at coache sig selv – og dernæst andre. Blandt andet ved hjælp af omtalte balancehjul og ved at holde kurser i kunsten at opnå balance i livet i stedet for stress.

»Det handler om, at man først skal fokusere på det, som gør én glad. Og det kan være forskellige ting i forskellige faser af livet. Den proces giver i sig selv en energi, som man skal bruge til at finde ud af, hvordan man får mere af det, som man ønsker. I princippet kan man lave sådan et hjul også for sin familie og for sin arbejdsplads,« forklarer han og understreger, at han ikke tror på den totale harmoni, men derimod på nødvendigheden af at kunne beherske kaos.

»Mange mennesker tager deres liv op til revision, når de er gået ned med stress, men man skal hellere gøre det, når man har det godt. For så har man overskuddet til at gå efter det som, giver én den gode energi,« understreger Stig Seberg, hvis status som selvstændig har givet familien mere fleksibilitet i hverdagen. Og den fleksiblitet er med til at give ham yderligere ro i sjælen.