Historien om… Nikolaj – den gamle arbejdsløse nisse.
Det var midt i december og Nikolaj havde stadig ikke fundet et arbejde. Han havde ikke engang råd til arbejdstøjet og manglede gode idéer til at finde arbejde. Derfor henvendte han sig til den fattige Kirkerotte Karla. Har du lyst til at lytte til hele historien, så tryk på linket lige under billedet.
I mange år har jeg hjulpet mennesker med at finde rette hylde – unge såvel som gamle. Én ting er gennemgribende for alle succeserne; At arbejdsgiver har kunnet mærke den iboende energi alle vi mennesker har. At energien er lav af og til er helt naturligt, for hvem kan da holde den oppe hele tiden? Jeg plejer at udtrykke det med “Hvis du ikke har lyst til at ansætte dig selv, så har andre det nok heller ikke”.
Kunsten er at finde sin gode energi, lige der hvor man er ved at søge arbejde, taler med netværket, skriver ansøgningen – og ikke mindst, ved selve jobsamtalen. Jeg tror ikke på, at nogen kan være Superman eller Superwoman hele tiden – netop dér er netværk og sunde relationer en kæmpe styrke – steder hvor vi kan dele selve livet med hinanden. Selvfølgelig er der noget der hedder kompetencer, men i mange tilfælde kan de blive gemt ganske langt væk, når energien er lav. Det er som om de pulveriserer i det øjeblik energien forsvinder – og i det øjeblik tror vi måske også selv på, at vi intet kan. Det er jo ikke rigtigt, og vi kan da begynde med at fokusere på, hvad vi kan, lige i det øjeblik, hvor vi lader os narre til at vi intet kan.
En god øvelse kan være at notere sig “Hvad kan jeg egentlig?” Og når hjernen løber tør, så spørg dig selv: “Hvad kan jeg ellers?”, “Med hvem?”, “Hvor henne?”, osv. osv. Der er altid endnu et spørgsmål man kan stille sig selv – eller få andre til at stille. Og lige pludselig har man den største gavebod af muligheder for at tage næste skridt imod at finde sin rette hylde. Vejen kan være kort eller lang, men hylden er der – et eller andet sted. Måske bruger man sin vedholdenhed – måske bruger man sin nysgerrighed, eller bare det at spørge sine relationer “Hvad tænker du/I jeg er ganske god til?”, så kommer der mange guldklumper som lander lige foran dine fødder. Det gælder nogen gange blot om at samle dem op og ligesom Joakim Von And sidde og bade lidt i dem, indtil du fanger netop dét som er det allervigtigste skridt for dig.
Vedholdenhed, Nysgerrighed og Netværk er gode egenskaber at iklæde sig, når man er søgende. Dette har jeg brygget julefortællingen over.
Glædelig Jul og Godt Nytår til dig og dine kære.